NYHED: Nu som lydfil! Hør den på siden her, eller download den nedenfor og tag den med dig.

 

Ødelægger dine børn din hund?

Vi har alle set det på de sociale medier; de bedårende billeder af børn der sidder på ryggen af familiens hund og/eller rider rundt på dem i stuen. Men er det i virkeligheden så sødt og bedårende? Måske. Men du bør i det mindste vide, hvad du udsætter din firbenede ven for.

 

Børn er nysgerrige og kan komme med mange sjove spørgsmål. Hvis du har en større hund, som for eksempel en Newfoundlænder eller en Tibetansk Mastiff, har du måske flere gange måtte svare

 

Nej, han spiser ikke børn, katte eller andre dyr

 

Nej, han er ikke en bjørn

 

Nej, man kan ikke ride på ham

 

Eller hvad svarer du til det sidste?

 

I mit virke som veterinær kiropraktor støder jeg igen og igen på hunde der er blevet ”brugt som hest” af ejernes børn eller børnebørn. De har nødvendigvis ikke redet rundt på hunden i skridt eller trav, men de har måske leget på den, mens den har ligget ned eller stået op.

 

Nogle børn bliver måske endda opfordret til denne form for leg, da det jo ser så sødt ud og forældre og/eller bedsteforældre griner af det og tager billeder.

 

Der er SÅ mange videoer og billeder på de sociale medier med børn der ridder eller sidder på deres store hund – endda forældre der selv sætter deres børn op på deres kære firbenede ven og filmer det.

 

Jeg kan ikke understrege det nok; din hund er IKKE en hest!

 

Hunde er slet ikke bygget til at blive reddet (det er heste sådan set heller ikke, men det er en historie til en anden gang). Din hunds rygmuskler kan slet ikke understøtte vægten af et barn – uanset hvor lille barnet er – og det kan føre til voldsomme skader.

 

Der er mange grunde til at hunden ikke kan understøtte vægten af et barn.

 

Hunde er bygget meget anderledes end heste.

 

Heste har 17-18 ribben og et stort tarmsystem fuld af græs, mens din hund kun har 13 ribben og et noget mindre tarmsystem. Det betyder først og fremmest at din hund har mindre vægt i maveregionen at bære rundt på og derfor er hans/hendes muskulatur i ryg og kerne ikke lige så stærk som en hests.

 

Din hund har også en længere lænd i forhold til hesten med 1 ryghvirvel mere end hesten. Samtidig har hesten nogle ekstra led mellem lændehvirvlernes vinger, der tit er vokset sammen, hvilket gør hestens ryg meget mere ”stiv” og stabil.

 

Det, sammen med de kun 13 ribben, betyder at din hund kan bøje og strække sin ryg meget mere end en hest. Tænk bare på en Greyhound i fuld galop – du ville aldrig se en hest så sammenbøjet eller udstrakt.

Hestens ryg med færre lændehvivler end hundens samt større overflade og flere ribben. Alt giver en mindre smidighed af rygsøjlen.

Hestens ryg. Hesten har færre ribben end hunden. Lænderegionen er mindre fleksibel med store lændehvirvler, hvor vingerne på de bagerste ofte er vokset sammen. Det gør hestens ryg meget mere stiv og derved mere stabil.

Hundens ryg. Hunden har færre ribben end hesten. Lændehvirvlerne er mindre og hunden har en lændehvirvl mere end hesten. Det gør hundens rygsøjle meget mere fleksibel og mindre stabil.

Her ses hestens gallop sammenlignet med hundens. Hesten er mere kompakt og har mindre bevægelse i ryggen i forhold til hunden under alle faser.

Galoppens faser. Her ses galopens faser for både en hest og en hund. Læg mærke til, at hundens yderpunkter er meget større end hestens. Hunden er både mere udstrakt i den udstrakte, lange fase af galoppen og mere kompakt i den kompakte, korte del af galoppen. Hvis du kigger på ryggen, kan du også se at hestens ryg ændrer sig meget mindre undervejs end hundens. Tydelige tegn på at hundens ryg er meget mere fleksibel end hesten. Der er tale om to helt forskellige krav til muskulaturen omkring rygsøjlen i de to racer.

Din hunds ryg er meget mere fleksibel end hestens.

 

Din hunds ryg er altså meget mere fleksibel end hestens. Det betyder at din hund skal bruge mange flere kræfter på at holde ryggen stabil og det har den svært nok ved uden ekstra vægt på ryggen. Faktisk er de store hunderacer allerede mere udsat til at få nakke- og rygproblemer på grund af deres store størrelse. Hvis du lader børn ride eller lege på din hund øger du risikoen for skader markant.

 

Der kan både være tale om forstuvninger, fibersprængninger, forskydning af ryggens knogler og endda disk-relaterede problemer som diskusprolaps. De mindre skader kan selvfølgelig behandlers af en specialist i bevægeapparatet, men større, mere alvorlige rygskader kan føre til lammelse, som måske eller måske ikke kan behandles kirurgisk.

 

Så please, please, please pas på din firbenede ven. Det er vigtigt at forstå, at hunde ikke er bygget som heste. Selv de store hunderaser kan IKKE rides. Deres krop kan simpelthen ikke klare det.

 

Hvis skaden er sket.

 

Hvis skaden er sket og du ved at dine eller andres børn har kravlet rundt eller siddet på din hund (selv hvis din hund lå ned, da det også kræver at din hund stabiliserer sin ryg), så vær ærlig omkring det. Vi kan ikke gøre for hvad vi ikke ved, og der er ingen grund til at slå os selv i hovedet over det. Kontakt en specialist i bevægeapparatet og få hende/ham til at kigge din hund igennem for skader. Få dem rettet så hurtigt som muligt, før de sætter sig til noget mere alvorligt og så vær blot opmærksom på fremover, hvordan dine børn og hund leger sammen.

 

Hvis du er i tvivl om hvorvidt din hund har smerter kan du læse mit indlæg her; 10 tegn på at din hund har smerter.